Sikkerhed og compliance

Sikkerhed, du kan dokumentere. Ikke bare love

Kryptering, adgangsstyring, en databehandleraftale, der er i orden, og en uafhængig revision, du kan lægge ved dit udbud. Her er, hvad der ligger bag.

GDPR er bygget ind, ikke lagt ovenpå

Når du sender fra Ubivox, indgår vi en databehandleraftale med dig, så ansvaret for persondata er klart fra start. Vi behandler kun data efter din instruks, sikrer at de personer, der har adgang, er underlagt tavshedspligt, og sletter eller tilbageleverer dine data, når samarbejdet slutter. Du skal ikke være ekspert i databeskyttelse for at være dækket. Det er indbygget i måden, platformen fungerer på.

Vi indgår gerne Datatilsynets og KL's standard-databehandleraftaler, uden beregning, så du ikke skal forhandle en særaftale for at komme i gang. Har din organisation sin egen aftale, kan vi også indgå den. Du kan hente aftalen inde i platformen eller få den tilsendt af vores support.

Vores databeskyttelsesrådgiver

Er du i tvivl om noget om databehandling eller persondata, kan du kontakte vores DPO, Jens Wilsborg Stoklund, direkte på dpo@ubivox.com eller+45 70 70 13 37.

"Vi valgte Ubivox for, at vi kunne stå 100 % inde for vores håndtering af GDPR i forbindelse med arbejdet med nyhedsbreve."
Thomas Bøttcher, kommunikationskonsulent, MedCom
Læs hele casen

En uafhængig revisor har gennemgået det hele

De fleste leverandører kalder sig GDPR-compliant. Det er en selverklæring. Vi er gået skridtet videre og fået en uafhængig revisor til at efterprøve vores databehandling og informationssikkerhed efter den anerkendte ISAE 3000-standard. Revisoren har testet vores kontroller for adgang, kryptering, logning, backup og databehandling, og konklusionen var ingen anmærkninger. Du kan rekvirere hele erklæringen og lægge den direkte ved dit udbud.

Se ISAE 3000-erklæringen

Sikkerheden ligger i bunden af det hele

Sikkerhed er ikke en funktion, vi har lagt ovenpå. Det er udgangspunktet for, hvordan platformen er bygget. Her er nogle af de tiltag, du kan efterprøve.

Krypteret hele vejen

Al kommunikation med platformen sker over krypterede forbindelser, fra administration til tilmeldingsformularer og billeder i dine e-mails. Du kan teste vores kryptering selv via en uafhængig SSL Labs-test.

Test vores kryptering hos SSL Labs

Adgang under kontrol

Du beskytter adgangen med to-faktor login, kan låse adgangen til bestemte IP-adresser, og systemet blokerer automatisk ved for mange fejlede loginforsøg. Hver bruger har kun adgang til det, deres rolle kræver.

Log ind med organisationens egne konti

Ubivox understøtter Single Sign-on via Microsoft Entra ID. Adgangen styres, hvor I styrer alt det andet, så en medarbejder, der skifter afdeling eller stopper, mister adgangen samme sted, som resten af adgangen bliver lukket.

Afsendelse, der kan stå for et eftersyn

Vi vejleder dig i at sætte SPF, DKIM og DMARC op for dit domæne. Vi har gjort det mange gange. Bounces håndteres automatisk, og vi holder øje med afsenderomdømmet på vores servere. Det er det, en afsender kan gøre for at give e-mailen de bedste forudsætninger. Resten afgør modtagerens mailserver.

Dine data bliver inden for EU

Hvor dine data ligger, er ikke et teknisk detaljespørgsmål. For en offentlig organisation er det et krav, du skal kunne leve op til og bevise.

Dansk-ejet, data inden for EU

Ubivox er dansk-ejet, og dine data opbevares primært i Danmark og altid inden for EU. Vi overholder den lovgivning, der gælder for dig, og går videre end den: Vores sikkerhed og databehandling revideres årligt af en uafhængig revisor i en ISAE 3000-erklæring. Vi bruger ikke amerikanske underleverandører, og du kan altid få en opdateret oversigt over, hvor dine data behandles. Vores hosting-underdatabehandlere er team.blue Denmark A/S i Skanderborg og Leaseweb, og de står begge i databehandleraftalen.

Backup, hvis noget går galt

Vi tager krypteret backup af dine data hver dag og opbevarer den forsvarligt. Skulle noget gå galt, kan dine oplysninger genskabes, og vi tester løbende, at det rent faktisk virker.

Skal vi dokumentere det hele for jer?

Book en demo, så gennemgår vi sikkerhed, databehandling og dokumentation ud fra jeres krav. Du kan også rekvirere ISAE 3000-erklæringen og lægge den direkte ved dit udbud.